I teaterets verden er projektledelse helt centralt i det arbejde, der går forud for enhver forestilling. På Betty Nansen Teater udnytter dramaturgen konflikter i projektgruppen som et skabende værktøj i den kreative proces.
Interview med dramaturg Kitte Wagner, Betty Nansen Teater.
Af Morten Jørck
Kitte Wagner er meget glad, da jeg ringer for at bekræfte vores interviewaftale. Hun har netop fået en flot tilbagemelding for sit indlæg på DIEUs Projektlederdag på Hotel Hilton dagen før. Emnet for indlægget var det samme, som vi skal tale om her, og som Kitte Wagner i øjeblikket brænder for: Konflikter mellem forskellige personligheder som skabende værktøj i kollektive processer.
Seneste resultat af dette værktøj er succesforestillingen ”Gynt” på Betty Nansen Teater. Den utraditionelle forestilling er skabt af 3 unge stand-up komikere, 2 lige så unge rappere og en 75-årig meget erfaren teaterinstruktør med Kitte Wagner som projektleder ud fra Henrik Ibsens fortælling om Peer Gynt.
Rapperne og stand-up komikerne udgjorde tillige skuespillerstaben, og den kreative fortolkning af Ibsens klassiker spillede i foråret i 8 uger for fulde huse af ganske unge mennesker – et publikum, der ellers kun sjældent ses i teatret.
– Og hvad har det så med projektledelse at gøre…?
”Jeg får ofte rammerne stillet til rådighed af mine overordnede. Det er en typisk situation for mange projektledere uanset, om vi taler private eller offentlige organisationer. Men her på teatret drejer det sig i særlig høj grad om at have modet til selv at fylde rammerne ud”
At ”sætte det rigtige hold”
En væsentlig del af projektledelse drejer sig om at “sætte et hold”, og det er teatrets valg af personer på holdet, der er nøglen til forestillingens succes. Kitte Wagner var med til helt bevidst at vælge personer, der var fagligt og personligt meget forskellige til at løse opgaven. Opgaven som den ansvarlige person – projektleder – til at styre den kreative proces påtog hun sig selv.
”Jeg bruger ofte en test, som jeg har lært af Henrik Hartmann, og som jeg kalder bænken. Den går ud på at se deltagerne i et projekt for sig sidde sammen på en bænk. Hvis det er fem ens jakkesæt med samme farve slips, der toner frem, kan man jo selv regne ud, hvor stor dynamikken og kreativiteten i gruppen vil være…” fortæller Kitte Wagner.
”Der er en årsag til, det hedder at få en idé og ikke at tage en idé…”
Fra roman til succesprojekt
Grundlaget for forestillingen – projektformuleringen – var Henrik Ibsens læsedrama, og succeskriteriet var, at forestillingen – projektresultatet – skulle være en kunstnerisk og økonomisk succes.
I teaterverdenen foregår projektledelse ikke meget anderledes end i andre verdener: Man deler opgaven op i mindre bidder og løser hver bid for sig og i sammenhæng med de øvrige bidder. Således opdelte Kitte Wagner Peer Gynt i 30 scener ud fra Henrik Ibsens stykke, og projektdeltagerne fik derefter til opgave at løse opgaven scene for scene.
Det var et udpræget holdarbejde, hvor deltagerne på workshops inspirerede hinanden for derefter at lave deres eget hjemmearbejde indenfor deres respektive “kompetenceområder” (rap, stand-up).
Resultatet af projektarbejdet kan måles ved, at
- forestillingen var stort set udsolgt i hele spilleperioden
- et uddrag af forestillingen blev kaldt til Oslo som led i fejringen af Henrik Ibsens 100 års jubilæum d. 14. januar i Oslo Rådhus. Uddraget blev vist som en del af et stort tv-transmitteret jubilæumsshow med optrædende scenekunstnere fra hele verden.
- forestillingen er blevet genopsat i sommeren 2006 som del af en større Danmarksturne foruden et gæstespil på Nationalteatret i Oslo
- forestillingen får repremiere nu i efteråret 2006
Konflikterne provokerer til nyskabelse
Samarbejdet i projektgruppen var bestemt ikke uden konflikter, og det er her Kitte Wagner lægger sin pointe: Det er netop konflikterne, der provokerer holdet til at tænke nyt, til at skabe en ny virkelighed ud fra den gamle.
I samarbejdet vil man egentlig man helst bevare den gode stemning, og den forvinder, når der opstår en konflikt. Men det er vigtigt, at man er villig til at bryde den gode stemning i projektets og idéudviklingens interesse. I kollektive processer skal man kunne sige ”Ja,” det er altafgørende… Men man skal også kunne sige ”Nej” – eller ”Ja, men hvad nu hvis vi også gjorde sådan…”
”På ”Gynt” talte vi meget om at blive hængende dér, hvor problemerne var, i stedet for at gå væk fra dem eller holde pause. Det kom der tit nogle fantastiske løsninger ud af. Alle ville gøre hvad som helst for at komme videre, for da vi ikke kunne ”få lov” til at holde pause eller gå en tur, var der kun én vej: At løse problemet!”, forklarer Kitte Wagner.
”Mennesker er idéer, men de bedste tanker opstår sjældent, hvis en gruppe er for ens.”
Modsatrettede kræfter
Ved bevidst at skabe et hold af forskellige typer mennesker går Kitte Wagner op mod en af naturens stærke kræfter, nemlig vores instinktive trang til trygheden ved at være sammen med mennesker, der ligner os selv.
Imidlertid har mennesker også en iboende trang til at udvikle sig, og denne udvikling sker bedst ved at arbejde sammen med mennesker, der er forskellige fra én selv. Her er man usikker på sin faglige kompetence, bliver til stadighed udfordret og må konstant tænke nyt. Socialt er det også usikkert: Hvad er nu min rolle her, hvad synes jeg om de andre, og hvad synes de andre om mig?
” – Således var instruktøren på ”Gynt” de første mange uger usikker på sin rolle i projektet”, siger Kitte Wagner. ”Det var ikke en klassisk instruktionsopgave, og trods sin store erfaring måtte han se i øjnene, at hér startede vi alle forfra. – Men da gruppen endelig fik hul på samarbejdet, ville han ikke undvære det for noget!”
Tilsvarende med rapperne og komikerne: Hvad skulle de med en instruktør og en dramaturg, når de hidtil havde klaret sig fint alene? Nu blev de styret hårdt for at skabe sammenhæng i forestillingen, mens de hidtil havde udfoldet sig helt frit. Men også de oplevede efterhånden en stor tilvækst i forestillingens værdi pga. samarbejdet med de andre på holdet..
”- For at udvikle sig skal man tvinge sig selv sammen med mennesker, der er forskellige fra en selv. Det er utrygt, og man er instinktivt imod det – men det virker!” fastslår Kitte Wagner.
En ”fælles ånd”
En yderligere parameter ved valget af projektdeltagere var at iagttage, om de havde – eller kunne skabe – en “fælles ånd”. Et eksempel herpå er, at de to ledere af teatret, Peter Langdal og Henrik Hartman, tilsammen udgør meget mere end summen af dem hver for sig. 1 plus 1 bliver 3 i deres tilfælde, fordi de gensidigt supplerer hinanden på så mange indlysende punkter.
Det er lettere at spotte et team end at skabe et, og ledelsens og Kitte Wagners respekt for og viden herom blev afspejlet i reaktionen, da man under forberedelserne til ”Gynt” spurgte den landskendte rapper Geolo-G, om han ville være med.
Han svarede ”Ja – men kun hvis Lasse også skal med.”
”Og det sagde vi ja til – vel at mærke på et tidspunkt, hvor vi ikke anede, hvem Lasse var,” pointerer Kitte Wagner (Lasse er en anden rapper, red.).
Udvikling og rolleskift
Vi er tilbøjelige til at låse hinanden – og os selv – fast i roller. Eksempler er: Den, der arbejder indenfor det og det fagområde; den, der ofte siger noget sjovt; den, der altid er foran/bagefter i arbejdet/kommer for sent etc.
”Rollen får man ift., hvor de andre er. Derfor skal man ind i andre sammenhænge for at se og udvikle andre sider af sig selv – fagligt og menneskeligt. Denne viden udnyttes meget bevidst på Betty Nansen Teater, også ved sammensætningen af holdet bag ”Gynt”.
Med Jonathan Spang på rollelisten var det eksempelvis sjovt tillige at ansætte Rune Klan, der udover at kunne trylle i det hele taget har en helt anden energi end Jonatan Spang. Og sådan fortsatte vi”, fortæller Kitte Wagner.
”- Den dygtige leder må altså have øje for, hvornår man bevidst skal sætte folk over i andre grupper for at udvikle både dem og organisationen. Det er en ledelseskompetence, som kan anvendes ved mange forskellige typer projekter, og som mange andre virksomheder end os derfor må besidde”, fremhæver Kitte Wagner.
Et unikt produkt
Under hele interviewet sidder vi tæt ved scenen på Betty Nansen Teater. Og vi taler til slut igen om den kreative kraft, som er så nødvendig i teaterverdenen.
Her sælger man en vare, før den er produceret!
”Vi skal hver gang skabe et unikt produkt, som i konkurrence med alt muligt andet skal få 500 numser ned i de sæder derinde hver aften! Det er sgu’ hårdt – det er derfor, vi ved noget om det!” slutter Kitte Wagner.
PS: Forestillingen ”Gynt” har repremiere den 18. september 2006 på Betty Nansen Teater. Se mere på www.bettynansen.dk
”Vi skal hver gang skabe et unikt produkt …… Det er sgu’ hårdt – det er derfor, vi véd noget om det!”